fredag den 29. juli 2011

Cupcakes med Oreos


Uhmmm, jeg elsker Oreos, så denne her opskrift er lige noget for mig. Min søde kollega, Rikke, har lånt mig to bøger fyldt med lækre cupcake-opskrifter med kreativ pynt (en af dem er endda købt i kagepyntningens Mekka, USA).

Her er opskriften til 18 cupcakes:

Til kager:

225 g. usaltet smør
225 g. sukker
225 g. hvedemel
2 1/2 tsk. bagepulver
4 æg
1 tsk. vanilieskstrakt
10 knuste Oreos

Til glasur:

375 g. flormelis, sigtet
225 g. usaltet smør
1 knsp. salt
10 hakkede Oreos

Varm ovnen til 175 grader. Læg 18 papirforme i muffinforme. Rør alle ingredienser til kagerne, undtagen Oreosene, sammen i en stor skål med en elektrisk håndmixer, til dejen er glat og bleg. Det tager 2-3 minutter, Rør de knuste Oreos i. Fordel dejen i papirformene. Bag kagerne i 20 minutter. Tag formene ud af ovnen, og lad dem køle af i 5 minutter., Løft papirformene op af formene, og lad kagerne køle af på en rist.

Lav glasur: Rør flormelis, smør og salt sammen i en skål med en elektrisk håndmixer. Smør glasuren på kagerne og drys med hakkede kiks.

Opbevar kagerne uden glasur i en lufttæt beholder i op til 3 dage eller frys dem i op til 3 måneder.

- Marianne

fredag den 22. juli 2011

Rocky Road Bars



Jeg elsker bare marshmallows, Maltesers, chokolade, osv., så denne her opskrift er som sendt fra himlen! Jeg rev den ud af et engelsk blad, som min mor havde fået af sin veninde, men har haft den liggende længe. Men nu har jeg 3 ugers ferie (yeeeeeha), så i dag skulle der jo gives kage til kollegerne. Her er opskriften:

ROCKY ROAD BARS (til ca. 12 personer)

250 g. mørkt chokolade
50 g. smør
8 Digestive kiks
60 g. (baby)marshmallows (jeg klippede bare store marshmallows i stykker)
175 g. Maltesers i små stykker

Flormelis til at strø over som pynt.

Smelt chokoladen over vandbad eller i en chokoladesmelter. Smelt smørret sammen med. Hvis du bruger en chokoladesmelter, skal du nok smelte smøret for sig i en gryde og putte det smeltede chokolade derover. Det gjorde jeg i hvert fald. Tror ikke, chokoladesmelteren kan klare andet end chokolade. Lad chokolade/smør-blandingen stå og køle af cirka 10 minutter, mens du blander de andre ingredienser sammen. Chokoladen må ikke være for varm, når resten af tingene blandes sammen med den, da marshmallows'ene vil smelte og tage det "rocky" ud af opskriften.

Knus kiskene og Malteserne i en lukket pose med en kagerulle eller en hammer. Bland det sammen med marshmallows'ene i den smeltede chokolade og put det i en form beklædt med bagepapir. Pres det lidt sammen med en spiseske.

Lad det stå i køleskabet i mindst 30  minutter. Drys evt. flormelis over inden servering (jeg puttede flormelis i en te-si, så falder det ikke så tungt). Skær evt. kagen i små tern eller stænger.

Kagen kan laves flere dage i forvejen og gemmes i køleskabet. Smart! Men sørg for at dække dem godt til, for hvis nogen opdager dem, er de hurtigt væk (så godt smager de)!

- Marianne

onsdag den 20. juli 2011

Vanillemuffins

I går fik vi besøg af mine forældre og skulle derefter på besøg hos min onkel, tante og deres 4 børn i sommerhus. Jeg smækkede derfor hurtigt disse vanillemuffins sammen. Da jeg har haft rigtig mange jordbær i haven i år, synes jeg toppingen skulle være noget med jordbær. Jeg fandt en opskrift på jordbærfrosting hos Annettes kager, desværre ville frostingen ikke helt lykkes for mig og den blev slet ikke så fin glat som Annettes :(. Den smagte dejlig af jordbær, men må nok sande at smørfrostings aldrig bliver mine yndlings. Nogen der kender en god opskrift på jordbærfrosting uden smør?



Opskriften på Vanillemuffins fandt jeg i kagebogen på det nederste billede. De var supernemme at lave og så er der ikke ret meget fedt i hvilket er bonus når der skal masser af fed frosting ovenpå :).
Jeg fik 27 minimuffins, så dejen passer nok ca. til 12 store.
125 g hvedemel
150 g sukker
1/2 stang vanille
1 1/2 tsk bagepulver
50 g blødt smør
1,25 dl mælk
1 æg
Bland mel, sukker, vanille og bagepulver i en skål. Smuldr smørret i melblandingen og rør det godt sammen. Rør halvdelen af mælken i melblandingen og rør til dejen er klumpfri. Pisk æg og resten af mælken og rør det i dejen. Dejen fordeles i forme og bages ved 175 g i  ca. 20 minutter.

- Gitte

tirsdag den 12. juli 2011

Flyver

Min mand er på landslejr sammen med 11.000 andre i disse dage og da jeg skulle på besøg i går skulle der medbringes kage. Men da der er ret langt fra parkeringspladsen ind til selve lejren blev ideen med fdf-cupcakes hurtigt droppet til fordel for nogle flyversmåkager.


Så kunne jeg også lige få testet mit nye dekorationssæt som jeg købte i Kop og Kande for nyligt. Det gik meget bedre med at "floode" kagerne med royal icing denne gang, meeeen skal vist alligevel øve mig lidt mere før det bliver helt lige og pænt.
- Gitte
Posted using BlogPress from my iPhone

mandag den 11. juli 2011

Rabarber-muffins


Nu har jeg aldrig været helt vild med rabarber. Men da vi har en hel masse i haven, tænkte jeg, at så måtte jeg selvfølgelig prøve at bage rabarber-muffins. Så googlede jeg en opskrift og valgte "Harrys muffins med rabarber og kokos". Den viste sig desværre at være temmelig kedelig :-(. Måske fordi, der ingen fedtstof skulle i? Det undrede jeg mig meget over. Nå, men så pyntede jeg kagerne med Dr. Oetkers pulver-kagemousse med jordbærsmag (det skulle lige prøves - smager lidt syntetisk sjovt nok...) og chokoladeflager hjemkøbt fra Tyskland. De kunne da spises :-)...

- Marianne.