Kender I det når man pludselig får en ustyrlig lyst til flødebolle? Sådan havde jeg det i fredags og da vi samtidig skulle til fødselsdag hos min svigerinde var der faktisk to gode grunde til at gå igang: Jeg fik en hjemmelavet flødebolle og det blev fremstillet en hjemmelavet værtindegave :).
I sommers lavede Godte
disse fine hjerteflødeboller så sådan nogle skulle jeg også prøve at lave. Bundene til flødebollerne blev lavet på samme måde som hos Godte, nemlig ved at udrulle og udstikke i marcipan og derefter bage bundene i 5 min ved ca. 180 grader. Jeg brugte en rest marcipan jeg havde til at ligge og der var derfor ikke nok bundene til flødebollemassen. Resten blev til topping på et par chokoladecupcakes og en masse små kyskager.
Opskriften på selve flødebollerne som følger her, har jeg fra Politikens "Børnenes slikbog" af Kathrine Klinken:
15 stk (Der bliver til flere flødeboller - jeg har ofte nøjedes med halv portion)
1/2 dl vand
150 gram sukker
1/2 dl lys sirup eller honning(jeg bruger Heibergs glykose sirup)
3 pasteuriserede æggehvider (svarer til 2 bægre)
1 spsk sukker
Evt. vanille
Kog vand, sukker og sirup til temperaturen er 120 grader eller kog ved svag varme i 5 min. til lagen er tyk. Jeg har ikke noget sukkertermometer, så jeg koger det godt op til det er blevet flot blankt.
Pisk æggehvider og sukker stive med en håndmikser - du kan også tilføje kornene af en vanillestang, men det udelod jeg denne gang. Nu hældes den varme sukkerlage i æggehviderne og der piskes for fuld drøn til massen er kold. Det kan godt tage 5-10 minutter.
Jeg delte skummen i to. Den ene portion blev farvet med rød pastafarve og sprøjtet på hjertebundene a la Godte. Den anden portion blev tilføjet et par skefulde lakridspulver fra Johan Bülow (Raw Liquorice Powder) og sprøjtet på almindelig runde bunde.
Flødebollerne overtrækkes derefter med chokolade. Jeg smeltede ca. 300 gram chokolade over vandbad og tilføjede så noget madolie. Jeg fik vist ikke ramt den helt rigtig kombination af chokolade og olie, i hvert fald blev hjerterne ikke helt så flotte med markerede swirls som hos
Godte - men det betyder så bare at jeg nok heldivis snart er nødt til at forsøge mig igen. Nogle af lakridsflødebollerne fik en lille sukkerblomst og lidt lakridspulver drysset på toppen.
Resten af flødebollemassen sprøjtede jeg ud til kyskager. Det var jo ikke helt meningen, så de nåede kun at få 1 time ved 100 grader inden vi skulle ud af døren og derfor slukkede jeg ovnene, men lod dem stå. Om aftenen da vi kom hjem havde jeg glemt alt om dem og opdagede dem først da jeg skulle varme brød næste morgen :). Men det havde de heldigvis ikke taget skade af og smager præcis som de skal.
- Gitte