søndag den 24. februar 2013

Grasshopper pie


For et stykke tid siden faldt jeg over opskriften på Grasshopper pie hos Coco og co og den blev jeg simpelthen nødt til at prøve. Jeg fulgte stort set opskriften som den er skrevet hos Coco, men I får den også lige her.



Grasshopper pie
Lavet i tærteform på 23 cm.

Kiksebund
250 g Oreo kiks
150-175 g smør

Fyld
180g marshmallows
1 3/4 dl sødmælk
1-2 tsk pebermynteessens (fx den fra Dr. Oetker) alt efter hvor vild man er med pebermynte. Jeg brugte vist ca. 11/2 tsk.
Grøn pastafarve
6 dl piskefløde

Blend Oreos til fine krummer i en foodprocessor. Tilsæt det smeltede smør, kør igen og når der er nok smør i til at det begynder at samle sig stopper du.
Jeg brugte en minihakker til at knuse kiksene og blandede så smør og krummer i en skål.

Kom krummemassen i tærteformen, og tryk den ned mod bunden og ud i kanten med bagsiden af en ske. Stil formen i køleskabet i 30-40 minutter.

Kom mælk og marshmallows i en gryde, og smelt marshmallows ved lav varme. Tag gryden af varmen, og rør pebermynte og frugtfarve i. Stil det til side, og lad det køle af i 15-20 minutter.

Hæld 3dl fløde i en skål og pisk det til skum. Fold marshmallowblandingen i. Hæld fyldet over kiksebunden og stil kagen i køleskabet i mindst 1-2 timer.

Lige inden kagen skal serveres, piskes resten af fløden til skum og fordeles ovenpå kagen. Jeg pyntede med en lille smule kiksekrummer


Ovenfor kagen med pebermyntemassen, før der pyntes med flødeskum og nedenfor den færdige kage, Velbekom :)



- Posted using BlogPress from my iPad

onsdag den 13. februar 2013

Daim islagkage

Til min fødselsdag var der slet ingen tvivl: Jeg skulle have Daim islagkage! Den er superlet at lave, og den smager himmelsk.
Her er opskriften:


Bund:

3 æggehvider
150 g. sukker
150 g. smuttede mandler (blendes)

Pisk æggehvider og sukker til en stiv masse. Mandlerne blendes og vendes forsigtigt i. Hæld dejen i en velsmurt (!!!) springform. Bages nederst i en forvarmet ovn ved 165 grader i ca. 45 minutter.

Is:

2 stk. Daim dobbelt (a 56 g.)
3 æggeblommer
1/2 dl. sukker
3 dl. piskefløde

Pisk æggeblommer og sukker til en stiv masse. Fløden piskes stiv og vendes forsigtigt i æggemassen sammen med den grofthakkede Daim. Tag lidt Daim fra til pynt.

Vend den afkølede kagebund ud af formen, rengør formen, beklæd den med bagepapir og læg bunden tilbage i formen. Hæld iscremen over bunden og stil formen 2 timer i fryseren. Pynt kagen med den hakkede Daim, Daim Dragée og evt. lidt flødeskum.

- Marianne